Fælleskommunale Støttesystemer: Opdaterede integrationsvilkår

KOMBIT har opdateret vilkårene for integration til alle Støttesystemerne.

KOMBIT har opdateret Vilkårene for integration til alle Støttesystemerne, så de afspejler en opdateret integrationsmodel for Støttesystemerne samt præciseringer i de eksisterende vilkår. Den opdaterede version indeholder også et par ændringer til dokumentstrukturen:
Vejledningen til Støttesystemerne er indarbejdet i vilkår for det enkelte Støttesystem. Udbudsvejledningen til kommunerne omhandler nu også Udbetaling Danmark.
Integrationsvilkårene vil forsat blive opdateret i takt med at tekniske detaljer om snitflader (beskrevet f.eks. via WSDL eller tilsvarende) og tilgang til test, miljøer mv. bliver afklaret.   

Se de opdaterede vilkår her. Start med at læse Introduktionen til Vilkår for integration til Støttesystemerne for at få et overblik over, hvilke dokumenter mappen indeholder. Find også kommunernes og Udbetaling Danmarks udbudsvejledning her.

Udbudsvejledning til kommunerne og Udbetaling Danmark

Udbudsvejledningen henvender sig primært til de personer i kommunerne og Udbetaling Danmark, der beskæftiger sig med at udarbejde kravspecifikationer og andet materiale i forbindelse med it-udbud. Udbudsvejledningen giver et forslag til, hvordan Støttesystemerne kan indgå i kommunens og Udbetaling Danmarks kommende udbud. Kommunerne og Udbetaling Danmark skal stille kravene i deres kravmateriale til leverandører af kommende it-løsninger, hvis løsningerne skal understøttes af de fælleskommunale Støttesystemer - og dermed være med til at sikre det forestående monopolbrud.

Vilkårene til leverandører består af beskrivelser af de enkelte støttesystemer samt information om den tekniske løsning, og hvordan der integreres hertil.

Hvem skal interesse sig for vilkår for integration til Støttesystemerne?

Kommuner, Udbetaling Danmark og leverandører, der har it-løsninger, som skal etablere en snitflade til de fælleskommunale Støttesystemer. Det kan f.eks. dreje sig om sagsbærende it-systemer, der skal opdatere indekserne, kommunale AD-løsninger, der skal opdatere Organisation, og it-løsninger, der skal anvende beskedfordeler til at distribuere hændelser til andre it-løsninger, mv.

Kommunerne samt Udbetaling Danmark skal interessere sig i forhold til at stille krav i kommende it-udbud. Leverandørerne skal interessere sig i forhold til at tilpasse deres it-løsninger.

Vilkårene vil således også finde anvendelse i de fælleskommunale udbud, der eksekveres i regi af programmet for monopolbrud. Det drejer sig indtil videre om udbud af to fagløsninger (KY og KSD), en overbliks- og advis-løsning (SAPA) samt en række fælles Støttesystemer (STS). Udviklingen af de forskellige løsninger vil foregå parallelt, og KOMBIT har i kontrakterne fastlagt rammer for, hvordan denne parallelle udvikling kan styres på tværs af de involverede udviklingsleverandører.
Vilkårene for brug af Støttesystemer spiller en central rolle, da de fryses før udbudsstart og kan lægges til grund for leverandørernes udvikling af snitflader.